Byggebranchen står overfor voldsomme forandringer i de kommende år. Der skal omstilles til langt mere grønt og bæredygtigt.
Men hvilke rolle kan og skal plast spille i den forbindelse. Det stiller Plastindustrien skarpt på i et nyt innovationskatalog med titlen ’Planetary Plastic Pavilion’.
Det er Plastindustrien og analysevirksomheden Smith Innovation, der via en række interviews med flere ledende plastvirksomheder, har identificeret ti centrale innovationsudfordringer.
Kataloget skal øge gennemsigtigheden og innovationslysten inden for plast i byggeriet og skubbe på udviklingen af de nødvendige, bæredygtige løsninger.
Formålet er således at skabe en fælles forståelse og indsigt i udfordringerne – og dermed et fælles afsæt for at finde frem til de nye produkter, løsninger og forretningsmodeller, som kan bidrage til fremtidens bæredygtige byggeri.
Kataloget deler titel med Plastindustriens projekt Planetary Plastic Pavilion, som går ud på at opføre en pavillon i plast på Gammel Strand under UIA World Congress of Architects 2023.
Kilde: Plastindustrien