Elever, lærlinge og praktikanter slipper for kravet om at bruge fem ferie-fridage i forbindelse med aftalen om den midlertidige lønkompensation. Fritagelsen skal være med til at sikre, at kvaliteten af uddannelsen bliver opretholdt i lønkompensationsperioden. Det aftales også, at virksomheder med base i skattely ikke kan søge om forlængelse af lønkompensationsperioden.
– Med tillægget til trepartsaftalen sørger vi for, at elever, lærlinge og praktikanters uddannelsesforløb ikke rammes unødigt hårdt af coronakrisen. Det er godt for den enkeltes uddannelse og for de virksomheder, der får glæde af deres evner. Jeg synes, det er enormt flot, at arbejdsmarkedets parter igen er med til at tage et stort ansvar for, at dansk erhvervsliv og det danske samfund kommer så godt igennem coronakrisen som muligt, siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse i forbindelse med beslutningen.