Finske Jospak har fået en World Star-pris, ”The Sustainability Award”, for deres kombination af en fiberbakke med plastindlæg. Der er tale om en specialkategori inden for fødevareområdet, og den finske startupvirksomhed fik prisen i skarp konkurrence med globale koncerner som Coca-Cola og Mondi.
Emballagen, der i øvrigt også fik en Scan Star, er todelt. Selve bakken er af fibermateriale, mens det er et plastlag, der gør det muligt at anvende emballagen til fx fastfood, våde eller fedtede fødevarer.
Hvorfor skulle det kaste en pris af sig, for det er bestemt set før? Det særlige er, at det er muligt på ganske enkel vis at trække plastlaget af, så man netop ikke står med en emballage bestående af to materialer, men kan adskille dem. Dermed behøver virksomheder ikke fuldstændig ændre på deres emballage. Det er stadig en bakke, der kan forsegles på eksisterende maskineri.