Forligskredsen bag aftalen om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats fra 2019 har godkendt den trepartsaftale om nye arbejdsmiljømål, som arbejdsmarkedets parter og regeringen indgik kort før jul.
Målene skal fremme et mere sikkert og sundt arbejdsmiljø og sikre, at centrale aktører på arbejdsmiljøområdet trækker i samme retning. Der er overordnet aftalt fire nye nationale mål:
Stærk sikkerhedskultur på arbejdspladser – færre skal udsættes for arbejdsulykker
Sikkert og sundt arbejde med kemi – færre skal udsættes for farlig kemi på arbejdspladsen
Sikkert og sundt ergonomisk arbejdsmiljø – færre skal udsættes for væsentlige fysiske belastninger
Sikkert og sundt psykisk arbejdsmiljø – færre skal udsættes for væsentlige psykiske belastninger
Arbejdsmarkedets parter skal nu omsætte dem til konkrete måltal i hver enkelt branche, da udfordringerne kan være forskellige fra branche til branche. Nogle brancher kan eksempelvis have særlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø, mens hovedudfordringen for andre kan være arbejdet med farlig kemi.
Med den brede politiske opbakning til de nye og ambitiøse mål for arbejdsmiljøet i Danmark, sender vi et klart signal om, at vi tager arbejdsmiljøet alvorligt og vil gøre, hvad vi kan for at skabe et bedre arbejdsmiljø. Det skal altid være sikkert at gå på arbejde i Danmark, og vi skal blive endnu bedre til at forebygge arbejdsmiljøproblemer, end vi er i dag. Nu begynder det store arbejde i brancherne med at få omsat de nationale mål til konkrete måltal, lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Partierne vil løbende følge, hvordan det går med målene, og at arbejdsmiljøet flyttes i en bedre retning.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet