
Europa-Kommissionen har begået et rammedokument, der skal klarlægge og vejlede omkring biobaseret, komposterbar og bionedbrydelig plast.
Baggrunden er et ønske om øge forståelse af disse begreber og plasttyper. Give et instrument til kommende politiske beslutninger om fx økodesign, der skal skabe cirkulær biobaseret plast.
Dokumentet kommer omkring emner som fremstilling, formål og kommunikation, men et stort fokus er på komposterbarhed.
Biomasse, der bruges til fremstilling af biobaseret plast, skal udvindes bæredygtigt uden at skade miljøet, og producenterne bør prioritere brugen af organisk affald og biprodukter som råvarer.
For at bekæmpe greenwashing og undgå at vildlede forbrugere, skal producenter også undgå generiske påstande på plastprodukter som “bioplastik” og “biobaseret”. Når producenter informerer om biobaseret indhold, skal de henvise til den nøjagtige og målbare andel af biobaseret plastindhold i produktet.
Biologisk nedbrydelig plast skal håndteres med forsigtighed. Denne type plast har sin plads i en bæredygtig fremtid, men skal bruges til specifikke formål, hvor dens miljømæssige fordele og værdi for den cirkulære økonomi er klarlagt.
Biologisk nedbrydelig plast bør på ingen måde være et frikort til affald. Det skal også mærkes, så det tydeligt fremgår, hvor lang tid der går, før det er komposteret, under hvilke omstændigheder og i hvilke omgivelser. Produkter, der sandsynligvis vil blive bortskaffet som restaffald, herunder dem, der er omfattet af engangsplastdirektivet, kan ikke hævdes eller mærkes som biologisk nedbrydelige.
Industrielt komposterbar plast bør kun anvendes, hvis det har miljømæssige fordele, hvis det ikke forringer kvaliteten af komposten, og hvis der er et egnet system til indsamling og behandling af biologisk affald. Industrielt komposterbar emballage vil kun være tilladt til teposer, filterkaffepuder, frugt- og grøntsagsmærkater og meget tynde plastikposer. Det skal altid stå på produkterne, at de er certificeret til industriel kompostering i henhold til EU-standarder.