
Med etableringen af DI Produktion samler Dansk Industri 3.800 produktionsvirksomheder i Danmarks største branchefællesskab
DI Produktion skal give disse virksomheder en endnu højere og klarere stemme i samfundsdebatten.
I DI Produktion vil vi løfte både den politiske interessevaretagelse og medlemsbetjeningen for produktionsvirksomheder på tværs af traditionelle brancheskel til nye højder. Vi har nu etableret et netværk, hvor virksomheder på tværs af Produktionsdanmark kan arbejde med nogle af de helt store politiske og udviklingsmæssige udfordringer og samtidig lære af hinanden og blive inspireret på tværs af de eksisterende strukturer. Jeg er glad for at kunne tilbyde denne helt centrale gruppe af virksomheder en endnu stærkere platform, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.
Branchefællesskabet skal give syv brancheforeninger, Emballageindustrien, Fremstillingsindustrien, Industriens Almene Arbejdsgiverforening, Industriens Arbejdsgiverforening i Danmark, Plastindustrien, Procesindustrien og Træ- og Møbelindustrien samt DI mere styrke og forny fortællingen om ”Produktionsdanmark”.
Tiden er i den grad inde til at værne om virksomhedernes konkurrenceevne. Det vil DI Produktion lægge sig i selen for. Med 3.800 virksomheder bag sig kan ingen anden aktør tale med så megen vægt for produktionsvirksomhedernes sag. Det er vanskelige tider – DI Produktion vil tage arbejdshandskerne på fra første dag, siger Lars Sandahl Sørensen.
Første formand for fællesskabet bliver Camilla Haustrup Hermansen, viceadm. direktør og medejer i Plus Pack.
Kilde: Dansk Industri