I en travl industriproduktion er der ting, der går i stykker. Og hvis uheldet er ude, kan stumper havne i produktionen og i værste fald ende ude hos forbrugerne.
Derfor vælger stadigt flere, specielt i fødevareindustrien, de nye magnetiske Viton-pakninger fra Carsten Holm A/S, fordi selv små stumper omgående registreres af virksomhedernes moderne røntgen- og metaldetektorer.
Vi ved, at stumper af ødelagte pakninger kan være et problem, specielt i fødevareindustrien. Derfor har vi fundet frem til et nyt Viton-materiale, der nemt kan detekteres af vores kunders moderne røntgen- og metaldetektorer, fortæller produktionschef Henrik Munkøe fra Carsten Holm A/S.
Viton er et flourcarbonelastomer-materiale, der i forvejen er yderst velegnet til fødevareindustrien takket være den gode modstandsdygtighed over for alle typer fedtstoffer samt smøremidler, kemikalier og opløsningsmidler. Som noget nyt har materialeproducenten tilføjet visuel detekterbarhed ved hjælp af en blå farve og har derudover tilføjet pulver af rustfrit stål, der gør pakningsmaterialet magnetisk.
Det betyder, at kunderne i fødevareindustrien – efter indstilling og test af detekteringssystemerne – kan være sikre på, at ingen af de produkter, der forlader deres fabrikker, indeholder stumper af ødelagte Viton-pakninger.
Carsten Holm A/S introducerede de nye pakninger i 2020 og har allerede fået positive tilbagemeldinger fra kunderne om, at det nye materiale fungerer efter hensigten.
Efterspørgslen er også stigende, specielt når det drejer sig om specialpakninger. Her gør Carsten Holm A/S nemlig god brug af virksomhedens avancerede CNC-maskiner, der gør det muligt at dreje stort set enhver tænkelig pakningsløsning uden først at skulle udvikle dyre støbeværktøjer.