
Efter en årrække som fælleskommunalt affaldsselskab kommer Dansk Affald A/S i Vojens nu på private hænder. Damifo A/S i Roskilde har købt selskabet, der blev etableret for 35 år siden. Begge virksomheder har stærke kompetencer inden for genanvendelse og cirkulær økonomi, der nu skal udbredes på tværs af landet.
Mens Damifo primært håndterer affald fra private nedrivningsentreprenører, så er Dansk Affald specialiseret i husstandsaffald fra flere kommuners borgere. Da det fælleskommunale affaldsselskab ifølge lovgivningen ikke må modtage industrielt affald, vil mulighederne for at udnytte byggeaffald og husholdningsaffald på tværs af landet nu stige med Damifos overtagelse af Dansk Affald.
Det er i alt 11.903 kvadratmeter produktion, lager og kontorer, som Damifo overtager. Ejerkredsen har indtil nu været Haderslev og Vejen Kommune gennem Affaldsregion Nord I/S. Selv om ejerkredsen ændres, fastholdes de 28 stillinger i Dansk Affald, og direktør Bjørn Stender skal fortsat stå i spidsen for selskabet.