Newtec i Odense har gennem mere end 40 år hjulpet kunder med at optimere deres produktion. Virksomheden er specialister i veje-, sortere- og pakkemaskiner til frugt- og grøntsagsindustrien samt til forarbejdede fødevarer. De kan håndtere det uanset emballage, kapacitet eller portionsstørrelse. Og det var bl.a. deres ekspertise i at afveje mindre portioner, der kastede en masse nye ordrer af sig omkring påske.
De nye ordrer kom fra lande, der var hårdt ramt af corona, som Italien, Spanien, Frankrig og USA. Andre virksomheder har oplevet, at deres salg til disse markeder helt er standset, men det gik modsat for Newtec. Og baggrunden er, vurderer teknisk salgschef Christian Max Villadsen, de ændrede vaner, som coronapandemien har givet. Det handler fx om at købe emballeret frugt og grønt frem for i løs vægt. Her er der behov for mindre portionsstørrelser, da salget går til private hjem. Kombineret med Newtecs kendte kvalitet og høje automatiseringsniveau var deres maskiner som skabt til det nyopståede marked. Og det har givet pote.
– Nu ser det ud til, at vi indtil sommerferien ligger på samme niveau som sidste år, der var et rigtig godt år, siger Christian Max Villadsen.