I de seneste måneder har brande huseret i flere australske områder. Nu, efter der er kommet styr på de fleste af dem, står det klart, at tre af de største bølgepapproducenter i landet, Visy, Orora og Australian Paper, er blevet hårdt ramt af de voldsomme ødelæggelser.
Frem for alt er det gået hårdt ud over de nåletræer, som lægger råmateriale til pappet. Således er 40 pct. af de træer, som Visy anvender i delstaten New South Wales, enten ødelagt eller kan kun reddes via en særlig indsats.
Visys fabrik i delstaten er landets største producent af råvarer til selve pap-produktionen, og de voldsomme ødelæggelser kommer til at påvirke industrien i mange år fremover.
Det betyder, at landet med stor sandsynlighed vil skære ned på eksporten for at have nok til at dække hjemmemarkedets efterspørgsel.