Med 3,7 mio. kr. vil Danmark hjælpe Indonesien med at få bugt med det omfattende plastproblem, som landet slås med. Pengene skal bruges til udviklingen af en strategi for cirkulær økonomi.
– Både i Danmark og i Indonesien er klimaaftrykket alt for højt. Vi skal simpelthen genbruge mere, hvis vi skal sikre en grønnere planet til de kommende generationer. Danmark var et af de første lande i verden med en strategi for cirkulær økonomi. Vi har derfor gode erfaringer at dele med Indonesien til gavn for os alle sammen, siger miljøminister Lea Wermelin.
Den indonesiske regering har sammen med FN udarbejdet en køreplan for udvikling af en plan om cirkulær økonomi. Projektets første fase vil blive til med støtte fra Danmark. Det vil trække på danske erfaringer inden for affaldsområdet og Miljø- og Fødevareministeriets planer for udvidet producentansvar i affaldshåndteringen.
Danmarks bidrag på 3,7 millioner kroner kommer fra Danidas udviklingsmidler.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet