
Dana Lim overtager fra 1. januar PKI Supply A/S, der er specialister i industrilim. Salget af PKI skyldes bl.a. at virksomheden ønskede et generationsskifte
Vi er først og fremmest glade for at kunne byde endnu flere engagerede og dygtige salgskollegaer velkommen i Dana Lim-familien. Begge virksomheder er kendt for at være tæt på kunderne og have høj faglighed, stor innovationskraft og agilitet som de ypperste kompetencer. Og det skal fortsat være vores adelsmærke, siger adm. direktør for Dana lim, Lars Christensen.
PKI Supply A/S er førende leverandør af limsystemer til industrier som fx træ- og møbelindustrien, den grafiske industri samt etiketterings- og emballageindustrien. Virksomheden leverer over 9.000 tons lim årligt til kunder i både Danmark og udlandet.
Salget af PKI Supply skyldes blandt andet, at adm. direktør for PKI Supply, Karl Brynningsen, ønsker et generationsskifte. Derfor har det være helt afgørende at finde en virksomhed, som står på det samme stærke værdigrundlag som PKI Supply. Det er lykkedes med Dana Lim, hvor Karl Brynningsen desuden ser, at foreningen af de to virksomheder styrker begge parter.
Det er den helt rigtige løsning at forene Dana Lim og PKI Supply i et nyt setup, hvor kunder i Danmark og udlandet vil kunne få glæde af, at vi samler vores kompetencer. Vi supplerer hinanden helt perfekt, fordi vi netop kommer med forskellige styrker, men samtidig deler vi det samme værdigrundlag. Jeg er derfor stolt over og glad for, at vi kan fortsætte den gode udvikling sammen i et stærkt fælles setup. Jeg ser det som et stort skulderklap, at vi er kommet hertil, og det skyldes i høj grad de dygtige og engagerede medarbejdere, som er grunden til den succes, vi har opnået og nu fortsætter sammen med Dana Lim, siger Karl Brynningsen, som samtidig glæder sig over, at virksomhederne forbliver forankret i Danmark.