Brancheorganisationen Plastindustrien hilser ikke statsminister Mette Frederiksens forslag om højere afgifter på plastposer velkommen.
-Vi mener, at det er lidt mærkværdigt, at regeringen ikke fokuserer mere på at realisere de initiativer, som der allerede er bred enighed om i plasthandlingsplanen. Eksempelvis har detailbranchen i form af Dansk Erhverv, Coop og andre butikskæder indgået en aftale om at halvere poseforbruget frem mod 2023, og det er også besluttet, at de helt tynde plastposer skal udfases, fortæller Thomas Drustrup, administrerende direktør i Plastindustrien.
-Det virker drastisk at foreslå en fordobling af plastposeafgiften uden at tage højde for, hvad der allerede er igangsat af virkemidler og aftaler. Man skal være varsom med per automatik at gøre forskellige plastprodukter til skurk, da plast i mange sammenhænge er det klima- og miljømæssigt bedste valg. Afgifter og forbud målrettet plast vil automatisk føre til brug af alternative materialer, som ikke nødvendigvis er bedre i et grønt perspektiv, påpeger han.
I stedet foreslår man at gå en helt anden vej. Plastindustrien foreslår, at man målretter de eksisterende afgiftsindtægter til en uafhængig fond, der skal øge plastgenanvendelsen og forebygge plast i naturen.