Newtec A/S

“At rejse er at leve”

“At rejse er at leve”

SDU-studerende på studietur i Sydkorea

En gruppe på 35 Diplomingeniørstuderende/Maskinteknik fra 4. semester på SDU er kommet hjem fra en fantastisk spændende studietur til Sydkorea. Destinationen blev valgt på grund af Sydkoreas store industritunge virksomheder, som har enorme markedsandele både i Sydkorea, men også globalt set. Opholdet i Sydkorea varede 12 dage og de studerende oplevede blandt andet interessante virksomhedsbesøg på SPX Flow Technology & Hynday Heavy Industries. Som intro til studieturen holdt Innovation Center Denmark et foredrag for de studerende.  Innovationscenteret er en del af flere lignende centre rundt om i verden. Innovationscentrene er etableret i samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Udenrigsministeriet. Målet med centrene er lokalt at bistå danske virksomheder og forsknings- og uddannelsesinstitutioner med adgang til udenlandsk viden, netværk, teknologi, kapital og markeder.

I byerne Seoul, Ulsan og Busan besøgte de studerende også kulturelle seværdigheder, således at de kunne få en bedre indsigt i, hvorledes Sydkorea fungerer, både kulturmæssigt og erhvervsmæssigt.

Newtec A/S og andre firmaer har bidraget med økonomisk støtte, således at turen kunne realiseres for samtlige studerende.

Virksomhedsbesøgene har givet en god forståelse for hvordan en sydkoreansk virksomhed er opbygget og hvor stor en forskel der er fra danske virksomheder. Som de studerende skrev i deres evalueringsrapport: “Der er mange små detaljer, som man skal være opmærksomme på, når man er i kontakt med sydkoreanere i erhvervslivet. Ud fra virksomhedsbesøgene, har vi også fået indsigt i, hvorledes man på trods af denne kæmpe kulturforskel, kan drage nytte af hinandens evner. Turen har været en god oplevelse for alle, hvilket har givet en god platform af viden, hvis man i fremtiden kommer til at arbejde med eller i et land som Sydkorea.”

Det har uden tvivl været en lærerig oplevelse for livet og må være god inspiration til at give den hele armen på de sidste semestre.

 

Studietur til Sydkorea d. 18. marts til 30. marts 2018