I næste måned sender Aqua d’Or en flaske på markedet, der er produceret udelukkende ud fra rPET, altså en plastflaske, der kun er baseret på genanvendt plast. Og det er kun første skridt i en plan, der rækker frem mod 2022. Virksomheden vil øge mængden af genanvendt PET og bruge genbrugsmateriale i alle Aqua d’Or-flasker i 2021. Målet er at komme frem til et kontinuerligt loop for genanvendelse i stor skala, hvor brugt og genvundet plast bliver til nyt PET.
– Danmark har et velfungerende system til plastikflasker, og ni ud af ti flasker genanvendes. Men det er vigtigt at sikre, at også den tiende flaske kommer med i systemet, så kredsløbet bliver lukket. Vi mener, at vejen til cirkularitet inden for plast er samarbejde med partnere, ngo’er, regeringer, myndigheder og forbrugerne. Hos Aqua d’Or ønsker vi at vise nye veje og blive en reference i omstillingen til cirkulær økonomi for emballage, siger Henrik Pasgaard, marketingdirektør, Aqua d‘Or.
– Vi mener, at PET kan være en værdifuld ressource. Vi har nu de rigtige processer til at genanvende PET, så det kan bruges til nye flasker, takket være alle de danske forbrugere, der genbruger deres flasker. Vi har i flere år arbejdet på at finde løsninger til en mere bæredygtig emballage, der ikke belaster klimaet med fossile stoffer, men driver udviklingen i retning af en cirkulær økonomi for plastikflasker, siger Henrik Pasgaard.