Forskere på Virginia Tech har udviklet en forbedret udgave af den type stoffer, som kaldes for SLIPS – eller slippery liquid-infused porous surfaces. Altså en overfladebelægning, som gør, at særligt klistrende fødevarer ikke bliver hængende tilbage i emballagen, i dette tilfælde de små poser, man kender fra bl.a. fastfoodkæderne.
Den nye variant af SLIPS er fremstillet ud fra carbonhydrid (kulbrinter) baserede polymerer, der er i stand til at fastholde den vegetabilske olie, som i sidste ende sørger for, at den klistrede fødevare bare glider let og ubesværet ud af posen.
Faktisk er det lykkedes at finde en type olie, der naturligt binder sig til plastoverfladen, og som om det ikke var nok, har det vist sig, at overfladen forhindrer bakterier i at kunne sætte sig fast og vokse.
Selve idéen om SLIPS er nu ikke ny. De første blev udviklet på Harvard Universitet i 2011, men var baseret på langt dyrere komponenter som silikone.
Kilde: Packaging Gateway