I dag er første spadestik taget til Dansk Retursystems nye, højteknologiske fabrik i Høje Taastrup. Og det bliver tysk teknologi fra Stadler, der i fremtiden skal sørge for at komprimere de mange emballager, som danskerne samler ind.
– Vores erfaring med genanvendelse af emballager kombineret med Stadlers store erfaring med at bygge fabrikker betyder, at vi får en fuldautomatiseret og højteknologisk fabrik, der sikrer en endnu mere effektiv genanvendelse af engangsemballager til gavn for miljøet og klimaet, siger administrerende direktør for Dansk Retursystem, Lars Krejberg Petersen.
Stadler er en stor, tysk virksomhed med 225 års erfaring, som leverer fabrikker til hele verden. Aftalen med Dansk Retursystem blev lavet, efter Stadler vandt EU-udbuddet om at levere maskiner til den danske miljøvirksomheds nye fabrik.
Energiforbruget pr. genanvendt flaske eller dåse bliver lavere på den nye fabrik. Dels er maskinerne mere effektive, dels er der i designet af fabrikken tænkt i at bygge i højden, så man udnytter tyngdekraften og derved får et bedre flow og sparer energi, når flasker og dåser skal sorteres. De nye maskiner giver også en højere kvalitet af materialerne, når de skal sendes videre til genanvendelse.
Det er dog kun ca. 20 pct. af de indsamlede emballager, der får en tur gennem den nye maskine. Omtrent 80 pct. af alle tomme dåser og flasker med pant bliver komprimeret i flaskeautomaterne i supermarkederne. Det sker for at spare plads og for at kunne transportere flere emballager ad gangen.
Den nye fabrik vil blive udstyret med high tech-maskiner i form af bl.a. en Air Lift, som adskiller etiketterne fra aluminiums- og plastikemballagerne, magnetteknologi til at fjerne metaldåser fra transportbåndet, eddy current separeringsmaskiner, som ved hjælp af magnetisme adskiller aluminiumsdåser fra plastikflasker, samt endelig den nyeste generation NIR, som er optisk sortering baseret på infrarødt lys til finsortering af aluminiumsdåser.
Fabrikken skal stå endelig færdig i februar 2020.