Fra april næste år stiger de svenske afgifter for papir- og plastemballageaffald markant, og så vil svenskerne tillige indføre en differentieret afgift på plastaffald alt efter type. Den lave sats af den nye afgiftsstruktur lægges på emballager, der udelukkende er fremstillet af PE og PP (dog ikke strækfilm) og ufarvede, ikke-pant-belagte PET-flasker. Alle andre typer ryger op i den høje sats. Emballagerne med den lave afgift skal dog opfylde en række krav for at forblive i den lave ende. I modsat fald er det op i den høje ende.
Det handler bl.a. om, at emballagerne
ikke må være sorte
ikke må indeholde mere barrieremateriale end maks. 2 pct. EVOH
ikke må være et laminat
ikke må have mere end 60 pct. tryk
ikke har sleeves i en anden plasttype, end selve emballagen er fremstillet af
Formålet er enkelt. Dels vil man gerne have såkaldte smarte emballager på markedet, og er det ikke tilfældet, skal afgiften afspejle de omkostninger, der er forbundet med at håndtere dem.
Begge nye afgiftssatser er en forhøjelse af den nuværende flade struktur, der ligger på 2,45 sek/kg. Den lave ender på 3,15 sek/kg (+28,6 pct.), mens den høje ender på 3,90 sek/kg (+59,2 pct.).
Det kan dog i procent ikke matche de nye papirafgifter. De kommer ganske vist fra et lavere niveau (1,07 sek/kg), men ender på 1,92 sek/kg. En stigning på 74 pct.