Mens Netto lige har åbnet for pant på plastposer, har den svenske kæde Hemköp kørt et forsøg i en af deres butikker i Stockholm. Det er blevet til 4.000 pantede poser, og det er kæden så tilfreds med, at man nu indfører pantsystemet i 17 nye butikker, der ligger spredt fra Stockholm via Gøteborg og ned til både Malmø og Lund.
Det svenske system fungerer ved, at posens pris er sat 50 øre op. Når den indleveres til pant, får kunden 1 krone retur. Der er naturligvis poser, som af den ene eller anden grund ikke ryger tilbage, og de 50 øre, som Hemköp “sparer”, skænker man i stedet til Naturskyddsföreningen.
– Vi har med enkle midler formået at øge genanvendelsen af plasten, og derfor opfordrer vi andre kæder til at gøre det samme, siger Thomas Gäreskog, adm. direktør for Hemköp.
De pantede poser bliver brugt til produktion af nye plastposer og er også baggrunden for, at pantsystemet fik tildelt prisen som Årets Cirkulære initiativ på Återvinningsgalan – en begivenhed, hvor man hædrer tiltag inden for genbrug/genanvendelse.