Det danske pantsystem har taget et skridt ind i en grønnere fremtid med åbningen af en større og højteknologisk fabrik i Høje Taastrup. H.K.H. Kronprinsen deltog i den officielle åbning og satte produktionsanlægget i gang. Miljøminister Lea Wermelin deltog ligeledes i åbningen af fabrikken, som skal håndtere en stor del af de mere end 1,4 mia. flasker og dåser med pant, der hvert år bliver indsamlet og sendt til genanvendelse.
– Vi har et pantsystem i verdensklasse. Ni ud af 10 flasker og dåser kommer retur fra forbrugerne og bliver genanvendt. Når vi genanvender frem for at brænde affald af, begrænser vi belastningen af klimaet, og vi forvandler brugte emballager til værdifulde ressourcer. Vi har for nylig rykket saft og juice ind i pantsystemet, og dermed kan vi genanvende cirka 75 millioner flere flasker og dåser. I dag er en god dag for miljøet og klimaet, sagde miljøminister Lea Wermelin.
Bestyrelsesformand i Dansk Retursystem, Thomas Dalsgaard, lagde i sin tale vægt på, at pantsystemet er cirkulær økonomi i sin reneste form. Og netop den form for klima- og miljøgevinst, som hele verden sukker efter i disse år.
– Men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Vi skal til stadighed udvikle og forbedre pantsystemet og sikre, at det passer ind i samfunds- og markedsudviklingen, sagde Thomas Dalsgaard.
Dansk Retursystem har drevet pantsystemet, siden det fik sin nuværende form i 2002. I det første år afleverede danskerne 41,2 mio. tomme flasker og dåser med pant. I 2019 afleverede de mere end 1,4 mia. De stigende mængder engangsemballager har de seneste år givet kapacitetsproblemer i Dansk Retursystems fabrikker, og derfor blev der i 2018 taget første spadestik til en ny og større fabrik.