Alt for meget plastaffald går til spilde som følge af, at de kommunale indsamlingsmetoder ikke er ensrettede. Det vil miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen nu gøre op med i form af fælles regler på området. Forslaget om at fjerne den kommunale metodefrihed høster stor anerkendelse fra Plastindustrien.
– Det er en udfordring for den cirkulære økonomi, at de 98 kommuner i dag har mulighed for selv at indrette affaldsindsamlingen. I nogle kommuner har forbrugeren mulighed for at sortere forskellige plasttyper, mens det andre steder slet ikke er muligt at sortere plast. Det resulterer nemlig i, at mængderne bliver for forskellige og for små. Derfor er det godt, når Jakob Ellemann-Jensen (V) nu vil fremme en mere ensartet indsamling af husholdningsaffald, påpeger Thomas Drustrup, administrerende direktør i Plastindustrien, der bliver bakket op af Christina Busk, som er miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
– Det duer ikke, at vi i et geografisk lille land som Danmark har alt for meget metodefrihed på det her område, hvis vi for alvor skal have mere cirkulær økonomi. Danske plastvirksomheder vil gerne bruge mere genanvendt plast, og en helt naturlig forudsætning for den udvikling er, at der er nok genanvendt materiale til rådighed i en tilpas høj kvalitet. Derfor er det her udspil umiddelbart et skridt i den rigtige retning, og nu glæder vi os til at nærstudere detaljerne, siger hun.
Og løber regeringen tør for idéer, kan de smugkigge på forslag fra netop Plastindustrien, der i foråret lancerede et bud på, hvordan kommunerne kunne indrette sorteringen af plastaffald fra husholdningerne.