Står det til regeringen, skal det være slut med at kunne købe de helt tynde, lette plastposer. Kvaliteten lægger ikke op til, at de kan genbruges, men er mere udtryk for en brug-og-smid-væk-tankegang, og den går ikke længere.
Det er også de tanker, der ligger bag et andet forslag fra regeringens plasthandlingsplan, nemlig at lukke for, at butikker gratis kan udlevere poser med hank. Og det er vel at mærke uanset materiale.
– Forbrugeren kan selvfølgelig stadig købe en pose til sine varer, men fremover vil posen koste penge, og derfor vil du og jeg aktivt skulle beslutte, om vi virkelig har brug for en pose. Det er mit håb, at det vil få os alle til oftere at vælge posen fra, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
Fødevareministeriet vil samtidig indgå en frivillig aftale med Dansk Erhverv, Coop og andre om at halvere danskernes bæreposeforbrug inden 2023.
– Coop har allerede taget flere skridt for at sikre et mere bæredygtigt bæreposeforbrug. Vi er i gang med at skifte vores sortiment af bæreposer ud til mere klimavenlige bæreposer i alle vores 1.100 butikker, og vi har foræret 700.000 slidstærke genbrugsposer til vores medlemmer. I fremtiden skal vi nemlig sælge flere miljøvenlige genbrugsposer og færre engangsposer, genbruget er nemlig det afgørende parameter for miljøet. En halvering af bæreposeforbruget er ambitiøst, men vi er overbeviste om, at vi kan få de danske forbrugere med på den, siger Signe Frese, CSR- direktør i Coop.