Nu skulle det være ganske vist. RPC er på vej til at blive købt af Berry Global Group Inc. Dermed skulle en rask lille tvekamp mellem to store amerikanske budgivere været afgjort.
Hele sagen begyndte tidligere i år, da Apollo Global Management ville købe RPC for 3,33 mia. pund. Det syntes sådan set at være på plads, lige indtil en amerikansk emballagevirksomhed, Berry Global Group Inc, lod sive, at man da sådan set også godt kunne tænke sig den britiske virksomhed og overvejede et bud.
Salget blev sat i bero, indtil Berry havde tænkt færdigt, og det har de nu. Det nye bud lyder på 3,34 mia. pund. Selv om det ser småt ud, så er der tale om et overbud på 10 mio. pund. Det kan, eller vil, Apollo ikke matche, og derfor har ledelsen hos RPC meldt ud, at alle aktieejere bør gå med på tilbuddet fra Berry.
Hvis alt glider let, og handlen bliver godkendt af myndighederne, vil det ende med at blive en plastmastodont med en samlet omsætning på omkring 13 mia. dollars.
I øvrigt kender de to budgivere hinanden ganske udmærket. Apollo Global Management har tidligere ejet Berry Global Group Inc.