Alt for meget plastemballage bliver hverken genbrugt eller genanvendt. Det kan skyldes designet, og for at hjælpe med at få designet gjort optimalt i forhold til det miljømæssige aspekt har Plastindustrien udgivet “Designguide – Genbrug og genanvendelse af plastemballager til de private forbrugere”.
– Designguiden går kort fortalt ud på at give et indblik i de overvejelser og beslutninger, der har indflydelse på, hvordan plastemballage bliver gjort nemmere at genbruge og genanvende. Som industri tager vi gerne et stort ansvar for at gøre plastemballagen mere bæredygtig, men der er i høj grad også brug for at forbedre indsamlingen, sorteringen og behandlingen af vores plastaffald i Danmark, forklarer Christina Busk, der er miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Designguiden er et resultat af et samarbejde på tværs af flere led i værdikæden. Arbejdsgruppen, der står bag designguidens udarbejdelse og tilblivelse, er en del af “Netværk for cirkulær plastemballage” i regi af Plastindustrien.
Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra følgende partnere:
Arla Foods, Faerch A/S, Københavns Kommune, UPM Raflatac, DTU Food, Berry Superfos, Läntmannen Schulstad A/S, Plus Pack AS, Polyprint, Danmarks Naturfredningsforening, Circle Development og Sky-Light A/S.
– Jeg er stolt og glad over, at vi kunne opnå en enighed blandt deltagerne i arbejdsgruppen. Vi har lagt de daglige stridigheder bag os og i stedet fokuseret på faglighed og et højt ambitionsniveau for den cirkulære plastemballage i Danmark. Alle har deltaget i arbejdet med gåpåmod og med et ønske om at bidrage til de gensidigt acceptable kompromisser. Det er dejligt, det er lykkedes, siger Christina Busk.