Med sin nye klimakampagne og konkurrencen “Det nationale Pantspil” sætter Dansk Retursystem jagten i gang for at finde de ca. 140 millioner tomme flasker og dåser, som i dag ikke bliver genanvendt. Der er nemlig store miljømæssige gevinster ved at sikre, de ikke går til spilde. Pantspillet, der varer frem til den 7. oktober, giver alle danskere mulighed for at vinde en af de flotte præmier, blot ved at returnere deres pantflasker eller -dåser i automater og til salgssteder i hele landet.
Det er selv sagt rigtig godt for miljøet, energiforbruget og jordens ressourcer at indlede jagten på de 140 millioner flasker og dåser. Administrerende direktør hos Dansk Retur System, Lars Krejberg Petersen, mener, at der er behov for at få det hele med:
– Når vi taler om jordens ressourcebeholdning og klimaudfordringer, så tæller hver handling. Derfor betyder det noget, at man afleverer sine flasker og dåser. Ryger de i skraldespanden er de tabt. Bliver de i stedet i pantsystemet, er det en gevinst for os alle.
I øjeblikket afleveres 9 ud af 10 tomme flasker og dåser. Det svarer til 1,2 milliarder emballager på et år og gør danskerne til nogle af verdens bedste på området. Målsætningen er som omtalt at få de resterende 140 millioner flasker og dåser med i retursystemet. Det svarer til 10.200 tons råstoffer samt en årlig CO2-udledning for en by på størrelse med Gudhjem.
Præmierne i Pantspillet:
En Renault Zoe elbil i et halvt år
En cykel fra Velorbis
Et weekendophold på Ruths Hotel på Skagen for to personer
Et års forbrug af veganske snacks fra Betterbox
Fire billetter til Roskilde Festivals Clean Out Loud-camp