Bestyrelsen i Hartmann har udnævnt Torben Rosenkrantz-Theil (43) til administrerende direktør. Han tiltrådte den nye stilling den 15. marts.
Siden 2015 har Torben Rosenkrantz-Theil været medlem af Hartmanns koncernledelse med ansvar for de europæiske aktiviteter. Her har han forbedret effektiviteten og lønsomheden gennem væsentlige ændringer i produktionsnetværket og organisationen, ligesom han har skabt vækst i emballagesalget.
I 2010-2014 var Torben Rosenkrantz-Theil president for Hartmanns nordamerikanske forretning. Her var han ansvarlig for den succesfulde turnaround, der omdannede den nordamerikanske forretning til en effektiv og lønsom virksomhed og skabte grundlag for den efterfølgende udvidelse af Hartmanns aktiviteter i Nordamerika.
Torben Rosenkrantz-Theil indledte sin karriere i Hartmann i 2007, hvor han bidrog til transformationen af koncernen med frasalg af aktiviteter, fokusering af forretningen og gennemførelse af en kapitaludvidelse. Inden ansættelsen i Hartmann var Torben Rosenkrantz-Theil senest COO i møbelkoncernen ScanCom International med ansvar for produktion og drift i Danmark, Vietnam, Brasilien og Indonesien.