Teknologisk Institut er lykkedes med at halvere anvendes af virgint plast til deres 3D-printere. Tidligere var fordelingen mellem genanvendt plast og virgint plast 50/50, men nu er fordelingen 25/75.
Det vi er kommet frem til er, at vi i stedet kan nøjes med at fylde 25 procent nyt plastpulver på printeren, mens de resterende 75 procent er vores eget genanvendte pulver. Det betyder, at vi har halveret brugen af nyt pulver, vi anvender, fortæller Ellen Hedegaard, konsulent på Teknologisk Institut.
Reduktionen er med til til yderligere at skubbe på de grønne fordele ved at anvende 3D-print. Ændringen i fordelingen er kommet i stand efter en grundig gennemarbejdning og længere tid med en række test.
Selvom mængden af genanvendt plastik øges, vil det ikke have betydning for hverken printprocessen eller emnernes kvalitet: Printprocessen vil stadig foregå i et lukket loop, der udelukket består af Teknologisk Instituts eget kvalitetssikrede pulver, ligesom emnernes kvalitet fortsat vil have samme høje standard.
Vi har brugt mange måneders arbejde på at sikre, at kvaliteten af de printede emner er lige så god. Derfor står vi også inde for, at kvaliteten af emnerne stadig er den samme – men at der til gengæld er et mindre plastforbrug på det, lyder det fra Ellen Hedegaard.
Teknologisk Institut vil arbejde videre med at nedbringe mængden af nyt plastpulver yderligere, men allerede nu føjer reduktionen sig til listen over grønne fordele ved 3D-print, som bl.a. tæller mere lokal produktion, mere præcise styktal og ikke mindst muligheden for mere energieffektive komponenter.
På Teknologisk Institut har vi et skarpt fokus på at dokumentere, hvorfor 3D-print er en grøn teknologi, og i hvilke tilfælde den er det – og ikke er det. Er det fx i selve fremstillingen, eller er det i højere grad i brugen af den 3D-printede komponent? Og hvad kan vi gøre, for at teknologien bliver endnu grønnere? Her er reduktionen af nyt plastpulver et væsentligt skridt i den rigtige retning, siger Jeppe Byskov, centerchef på Teknologisk Institut.
Kilde: Teknologisk Institut