De fleste forbinder nok whisky med en glasflaske. Men den tid er forbi. Nu lancerer den britiske vin- og spiritusleverandør Diageo PLC deres skotske whisky Johnnie Walker i en papirbaseret flaske.
Den unikke papirflaske har stort set den samme “firkantede” form som den traditionelle og velkendte glasflaske til Johnnie Walker, som er verdens mest solgte skotske whiskymærke. Brandejer Diageo skriver, at salget af whisky i den miljøvenlige papirflaske vil være en test for at bestemme, hvordan kunderne opfatter papirflasken i sammenligning med den traditionelle glasflaske.
Papirflasken er fremstillet af det nye firma Pulpex Ltd, der udvikler bæredygtig emballageteknologi, og som ud over Diageo også har etableret et samarbejde med flere andre verdensledende drikke- og fødevarevirksomheder, herunder Unilever og PepsiCo.
Pulpex-flasken er designet og udviklet til at være 100 procent plastfri og siges at være helt genanvendelig. Produktionsteknologien gør det muligt for mærker enten at udvikle helt nye emballagedesign til deres produkter eller også flytte eksisterende design fra for eksempel glas til papirflasken uden at gå på kompromis med produktets kvalitet. Pulpex kan også masseproducere plastfrie papirflasker med et enkelt design, der kan bruges til flere forskellige typer flydende produkter.