BASF og Ahrma står sammen bag en helt ny palletype, der både er opbygget radikalt anderledes end andre paller, og som også indeholder langt mere ”palleintelligens”
Af Allan Malmberg
Hollandske Ahrma har præsenteret en helt ny palle. Væk er den klassiske inaktive palle, og frem kommer en enhed, der i sin konstruktion er helt anderledes – tager fat i IoT-idéen, og som via Big Data kan give en masse informationer om alt fra placering og bevægelse til blandt andet belastning.
En klassisk palle er enten opbygget i træ eller plast. Hos Ahrma kombinerer man de to elementer, men bruger MDF som den bærende trækerne. Belægningen sørger BASF for. Ved hjælp af en særlig sprøjteteknik, Elastocoat, bliver MDF-skelettet belagt med hård PU-plast, der ifølge Ahrma skulle give pallen en levetid på cirka 10 år. Ydermere kan individuelle komponenter af pallerne demonteres og udskiftes. Levetiden skal ses i sammenligning med, at en træpalle typisk har en levetid på et par år, mens en fuldplastpalle har en forventet levetid på cirka seks år.
Den lange levetid skyldes, at PU-belægningen effektivt forsegler MDF-skelettet, så det ikke bliver udsat for blandt andet vand, der hurtigt ville kunne tage livet af en nøgen MDF-palle. Det samme ville det hårde slid, en palle i kredsløb bliver udsat for.
Konstruktionen giver en vægt, der ligger cirka 25 procent under en træpalles.
Logistikinformation fra pallen
Alt det kunne være fint – men det ville grundlæggende blot være en palle på lige fod med de andre på markedet. Men sådan er det ikke, for her er integreret en transponder, og sammen med softwaren fra Ahrma, Supply Chain Big data (SCBD-system), er virksomheden i stand til at registrere ikke bare position og bevægelse af pallerne, men også deres omgivende temperatur og belastningstilstand samt eventuelle stød, der måtte komme fra for eksempel kast.
De mange data giver en række muligheder. Afbrydelsen af kølekæden vil hurtigt blive opdaget. Det samme vil paller, der ligger ubrugte hen, og fordi man kender deres placering, kan man faktisk bringe dem tilbage i rotation.
Pallerne kan ikke købes, men er Ahrmas ejendom, som lejer dem ud til deres kunder.
Erik de Bokx, administrerende direktør i Ahrma, er sikker på, at de får succes, og han fælder en ganske hård dom over hele branchen.
– Der har ikke været nogen innovationer i pallebranchen i mere end 50 år. Vores løsning er at lease genanvendelige smarte paller på attraktive vilkår, lyder det fra ham.