I mange danske SMV’er kniber det med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, og samtidig er unge på tværs af landet uden uddannelse eller job. Danmark har dermed et stort, uudnyttet potentiale, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu sætter fokus på ved at støtte tre velfungerende inklusionsprojekter, der hjælper sårbare unge tættere på arbejdsmarkedet.
Ifølge nye data fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses virksomhedspanel forventer knap en femtedel af danske SMV’er at ansætte nye medarbejdere inden for det næste halve år. Trods rekrutteringsudfordringer er det imidlertid kun 19 pct. af de SMV’er, der mangler arbejdskraft, der ser i retningen af personer på kanten af arbejdsmarkedet.
Den udfordring forsøger Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu at imødekomme ved at støtte de tre succesfulde socialfondsprojekter ”Når lysten driver værket”, ”Inspiratoriet – Det fælles løft” og ”Unge med kant” med i alt 10,3 mio. kr., hvoraf 7,7 mio. kr. kommer fra EU’s Socialfond og resten fra de decentrale erhvervsfremmemidler.
Fælles for projekterne er, at de hjælper med at motivere sårbare unge til at fastholde eller påbegynde en uddannelse og dermed på sigt fører til øget udbud af kvalificeret arbejdskraft.
Når bestyrelsen peger på de tre projekter som værd at investere yderligere i, skyldes det, at projekterne leverer gode resultater. Projekterne har let ved at rekruttere de sårbare unge, der i stor grad efterspørger og tilslutter sig projekternes aktiviteter. Og med de ekstra midler kan projekterne nu udvide deres målsætninger og tilbud, så endnu flere sårbare unge kan få en hjælpende hånd.
Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse