Vi har købt ind via nettet i en grad, som aldrig før. Det er den generelle opfattelse, og det passer på også. E-handlen har klaret sig ekstremt godt i 2020, men en fraværet af én vare har gjort, at det samlede e-handel faktisk skrumpede i 2020. Det viser en kommende rapport fra Nets.
Det er rejsebranchens nedtur, der kan aflæses i tallene, og selvom vi har købt dagligvare for næsten 11 mia. kr. har det ikke kunnet opveje for de manglende rejser.
Overordnet har dansk e-handel klaret sig ekstremt godt i 2020, og antallet af transaktioner har været højt, men fraværet af forbrug på charterrejser, taler sit tydelige sprog, når det samlede beløb gøres op. Rejsebranchen har historisk altid været forrest i feltet, når det kommer til online handel, og det slår jo igennem på tallene, når branchen mere eller mindre har været lukket ned i 2020. Men med vaccinernes udrulning er det forventeligt, at forbruget på rejser vil stige igen i 2021, mener Tanja Oda Sørensen, der er marketing manager hos Nets.
I kroner har danskerne købt dagligvarer på nettet for 10,8 milliarder, og udviklingen i online-handlen betyder, at det nu er hver fjerde dansker, der køber dagligvarer online.
Vi har brugt 4,7 milliarder kroner på nye hårde hvidevarer, 8,9 milliarder kroner på tøj og 5 milliarder kroner på elektronik til hjemmet. Og mens vi har haft begrænset mulighed for restaurantbesøg, har vi i stedet bestilt en masse take-away – helt præcist har vi bestilt mad med hjemmelevering for 4,3 milliarder kroner i 2020.
Vi skal mange år tilbage for at finde et år, der har ændret så meget på vores forbrug som 2020. Vi har fået vendt op og ned på vores hverdag, og det har sat sine spor på vores forbrug. Mange har haft tid til at sidde hjemme med telefonen eller computeren og købt alverdens varer hjem, mens vi ikke har haft mulighed for at bruge så mange penge på oplevelser, forklarer Tanja Oda Sørensen.
Kilde: Nets