I perioden 1947 til 1979 kunne man få en raket-ost på det svenske marked. Emballagen var et rundt paprør med voks på indersiden. Osten skulle skubbes op, og der var fastgjort en lille snor, som man kunne bruge til at skære skiver af den runde ost. Navnet havde naturligvis sin rod i datidens raket-fascination.
Nu er raketten ved at lette igen.
Virksomheden Kavli har valgt at sende osten i luften – dog kun for en kortere periode, og med én stor forandring. Der er ingen snor til at skære osten med. Det er ikke en mulighed i dag, men smagen af den bløde ost med et fedtindhold på 10 pct. skulle ligge tæt op ad den gamle.