Regeringen har netop lanceret en ny grøn forskningsstrategi, som skal styrke grøn forskning og teknologiudvikling. Og en af de fire konkrete forskningsmissioner i strategien er ”Genanvendelse og reduktion af plastaffald”. Fokus her er på reduktion af affald, bedre sortering og genanvendelse af plastaffald til nye plastprodukter, og at plastprodukter designes til at bruges flere gange
I dag går mere end 80 procent af vores samlede plastikaffald op i røg i de store forbrændingsovne, og udleder CO2. Det er spild af produkter, som det har kostet energi og naturressourcer at lave. Derfor sætter vi nu skub i at få udviklet fremtidens grønne teknologier, som kan hjælpe os til at reducere forbruget af plastik og genbruge og genanvende det igen og igen – og igen, siger miljøminister Lea Wermelin.
Målet er at fjerne 80 procent af plastikaffaldet fra forbrændingsanlæggene i 2030. En del af vejen mod målet er, at danskerne fra næste sommer skal sortere plastikaffald på samme måde i hele landet, så det kan genanvendes. Forskning og udvikling af nye grønne teknologier til genanvendelse og materialer og produkter, der nemmere kan genanvendes, er også helt afgørende for at nå målet.
Kilde: Miljøministeriet