En fødevareemballage i genanvendt plast. Den er døbt Evolve, er produceret af Faerch, og er baggrunden for, at virksomheden fik årets Plastpris.
Fødevarebakken fra Holstebro-virksomheden er fremstillet af genanvendte flasker og bakker, og er ydermere designet, så den også kan genanvendes til nye bakker i fødevarekvalitet. Igen og igen.
Dette års prisvinder er et glimrende eksempel på, hvordan danske plastvirksomheder arbejder intenst med den grønne omstilling. Evolve by Faerch er et klart skridt på vejen mod at skabe en cirkulær økonomi inden for fødevareemballage, siger Søren Ulstrup, bestyrelsesformand i Plastindustrien.
Hos Faerch er man glade og stolte over prisen, og påpeger, at man som plastvirksomhed bør have fokus på det cirkulære.
Hos Faerch arbejder vi altid på at udvikle vores forretning, og de løsninger vi sender på markedet. Et grundlæggende princip er, at ’man skal gøre noget’, og det gør man ikke ved at fremlægge tomme visioner og bruge flotte ord, men ved at tage arbejdshandskerne på og investere i det, man tror på. Fokus for enhver plastproducent skal derfor være at blive en reel del af den cirkulære økonomi, siger Jesper Emil Jensen, Regional CEO hos Faerch
Evolve giver således forbrugerne mulighed for at vælge en reel cirkulær emballage.
Evovle by Faerch er et direkte produkt af, at vi i dag både er emballageproducent og genanvender, altså det første og sidste led i den cirkulære økonomi. Det giver unikke muligheder, der er til gavn for klimaet og miljøet, og samtidig giver det de danske og europæiske forbrugere mulighed for at vælge emballage, der er genanvendt og fuldt genanvendelig, påpeger Jesper Emil Jensen.
Det er medlemmer af Plastindustrien, der har stemt på årets vinder. Udover hæderen, følger der en statuette af kunstneren Markan Christensen og en check på 50.000 kroner.
Kilde: Plastindustrien