Overalt tales der i disse år om genbrug og genanvendelse af plast. Det kan der som sådan ikke siges noget ondt om – det hjælper bare ikke, mener Jacob Hasselbalch, der er forsker på statskundskab på Lunds universitet.
Årsagen er, at plastproduktionen bare stiger og forventes at ville fordobles i løbet af de kommende 20 år.
– Der er tale om elefanten i rummet. Når produktionen stiger i den hastighed som tilfældet er, er vi på vej mod et samfund, der, trods de mange tiltage omkring genbrug, vil have mere plast end tilfældet er i dag, siger han, og han mener, at det er det politiske fokus, der halter.
Opmærksomheden er rettet mod den forurening, som opstår, når plast bliver til affald eller havner i naturen. Tilgangen har været at øge fokus på mere smart genbrug og genanvendelse.
– Ulempen er, at det har fjernet den politiske fokus fra plastproduktionen. Hvis vi ikke begynder at tale om, hvordan plasten faktisk produceres, og af hvem, vil genanvendt plast og alternative materialer få det svært. Og det vil fortsætte, så længe nyproduceret oliebaseret plast er billig at købe og billig at producere, siger Jacob Hasselbalch.
Hans studie viser, at den politiske interesse og forskningen nærmest går hånd i hånd. I den videnskabelige litteratur ser vi fokus på mikroplast, affald og forurening af havene. Det bliver afspejlet i medierne, og ender med at blive det, som politikerne fokuserer på.
– Det ender med at blive en cirkel, hvor plastproduktionen havner i skyggen.
Vejen frem er mere viden om og fremhævelse af de samfundsmæssige og økonomiske omkostninger ved plast og at udforske mere bæredygtige alternativer, konkluderer Jacob Hasselbalch.
Kilde: lu.se