En vaskbar kaffekop lyder måske ikke som starten på noget stort, men det er ikke desto mindre indgangen til det, som leveringstjenesten Wolt og virksomheden New Loop håber på kun er første skridt på vejen mod et retursystem for takeaway-emballage.
Idéen tager sit udgangspunkt i den vaskbare kaffekop. En genanvendelig kaffekop koster 5 kr. i pant. Det er kundens ansvar at pante koppen og få pengene retur. Dette kan ske det sted, kunden har handlet. Sidenhen skal koppen afhentes af New Loop for at blive vasket og genanvendt – ifølge New Loops beregninger – op til otte gange. Derefter kan koppen genanvendes.
Vi har hele tiden været bevidst om, at vi kan og skal være med til at sætte skub i en omstilling fra engangsemballage til genbrug og genanvendelige materialer. Den cirkulære tanke, som New Loop introducerer, og idéen om et pantsystem for emballagen er et vigtigt skridt, hvis vi sammen skal løfte opgaven. Vi kan jo se, at antallet af takeaway bestillinger stiger betragteligt i disse år, forklarer Tine Duelund Schou, der er nordisk kommunikationschef i Wolt.
At banke et helt nyt retursystem kommer ikke af sig selv. Det er man ganske klar over hos New Loop.
Det tog Dansk Retursystem 20 år at få deres returprocent op på 97 procent, så vi er helt med på, at det er et utroligt ambitiøst projekt, vi har søsat. Netop derfor skal vi løfte opgaven sammen med en masse andre, og derfor er vi født af andelstanken, forklarer Gitte Saaby Kjær, der er medstifter og direktør i New Loop.
New Loop inviterer alle takeaway-leverandører med ind som partnere i projektet med at skabe et pantsystem og dermed få et medejerskab over den cirkulære omstilling.
Det er vigtigt at få Wolt ind som partner, så vi ikke skal til at opfinde nye distributionsnet – så vi ikke skaber ekstra CO2 påvirkning. Det er helt afgørende, at vi kan komme op i skala, og derfor er det et kæmpe rygstød til projektet, når Københavns mest populære leverandør af takeaway bliver andelshaver, siger Gitte Saaby Kjær.
Det er dog ikke kun kaffen, der skal sælges i pantkopper, hvis det står til New Loop og Wolt. Også den øvrige emballage, der benyttes til takeaway skal indgå i samarbejdet. Og netop fordi takeaway vokser hastigt, haster det med at få sat turbo på den cirkulære omstilling inden for takeaway-emballage.
Fra 2025 indføres et udvidet producentansvar på alt emballage i Danmark. Det betyder, at virksomheder, der bruger emballage til at fylde egne produkter i, selv skal organisere og betale for indsamling og genanvendelse af deres emballageaffald. Derfor er New Loop fokuseret på at få udbygget pantløsningen maksimalt inden 2025
Ambitionen er tårnhøj, når vi siger, at vi vil opbygge et pantsystem til takeaway og convenience-emballage. Men for de virksomheder, som ikke har øje for det udvidede producentansvar, bliver 2025 et wake-up call, forklarer Gitte Saaby Kjær.
Kilde: Wolt/New Loop