Næppe er blækket tørt på regeringens forslag om at skippe de tynde plastposer, før Føtex melder sig på banen med et alternativ. I stedet for de tynde poser, man som kunde kan putte sine tomater og pærer i, når man er i frugt- og grøntafdelingen, vil de nye genbrugsposer være kendetegnet ved en kvalitet, der gør, de kan bruges igen og igen. Og således medvirke til, at det årlige forbrug på 35 millioner lette poser kan nedbringes:
– Introduktionen af de nye genbrugsposer betyder, at vi kan nedbringe antallet af de lette knitreposer, der kun bruges en enkelt gang. I Salling Group arbejder vi på at udfase plast, hvor det ikke er nødvendigt, og netop de lette, tynde poser er et godt eksempel på plastik, vi skal minimere, siger Jonas Schrøder, ansvarlighedsdirektør i Salling Group -som Føtex er en del af.
De nye genbrugsposer i Føtex er lavet af økologisk bomuld og kan bruges igen og igen. Dermed kan man undgå at tage nye poser hver gang, man køber frugt og grønt. De nye, miljøvenlige genbrugsposer til frugt og grønt lander i Føtex-butikkerne i det nye år.