Julen er overstået, og skal man tro de generelle analyser og antagelser, så har en del af gaverne under træet indeholdt forfalskede varer. På årsplan koster det over 600 milliarder kroner og næsten 800.000 arbejdspladser i EU
I en række undersøgelser foretaget af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) gennem Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder anslås det, at over 359 milliarder kroner – eller 7,4 procent af den samlede omsætning – går tabt i ni sektorer på grund af forfalskninger på markedet. Derudover går yderligere 263 milliarder kroner tabt i EU’s økonomi hvert år på grund af de indirekte virkninger af varemærkeforfalskning og piratkopiering i disse sektorer, da producenterne køber færre varer og tjenesteydelser fra leverandører, hvilket har følgevirkninger på andre områder.
De ni berørte sektorer er: kosmetik og produkter til personlig pleje, beklædning, fodtøj og accessories, sportsudstyr, legetøj og spil, smykker og ure, tasker, musik, vin og spiritus og lægemidler.
Tabet af omsætning giver sig udslag i tab af 500.000 arbejdspladser i EU, da lovlige producenter og i nogle tilfælde distributører af tilsvarende produkter har færre ansatte, end de ellers ville have haft, hvis der ikke havde været varemærkeforfalskning og piratkopiering.
Hvis der tages højde for følgevirkningerne af varemærkeforfalskning i andre sektorer, går yderligere 290.000 arbejdspladser tabt andre steder i EU’s økonomi.
EUIPO gennemførte undersøgelserne i perioden marts 2015 til september 2016 for at få et mere udførligt billede af de økonomiske omkostninger forbundet med varemærkeforfalskning og piratkopiering i EU.
I undersøgelserne er der ligeledes fokus på konsekvenserne af forfalskninger for de offentlige finanser. Det samlede anslåede årlige tab af offentlige indtægter som følge af varemærkeforfalskning og piratkopiering i disse ni sektorer udgør 107 milliarder kroner i form af tab af indkomstskat samt moms og punktafgifter.
Danmark er mindst ramt
Danmark er det land, som er næstmindst berørt af tab (omsætning og arbejdspladser) på grund af varemærkeforfalskning. De forholdsmæssige tab i alle sektorer er lavere end EU-gennemsnittet, undtagen for musikbranchen, hvilket skyldes en meget stor omsætning af digital musik i Danmark.
Det direkte årlige tab som følge af varemærkeforfalskning og piratkopiering herhjemme anslås til 4.635 millioner kroner i de identificerede sektorer, hvilket udgør 4,2 % af omsætningen i de pågældende sektorer. Dette giver sig udslag i et direkte tab af over 4.100 arbejdspladser i disse sektorer.
Undersøgelserne vil fortsætte i 2017, hvor der vil blive udarbejdet rapporter om de økonomiske konsekvenser af varemærkeforfalskning og piratkopiering for markedet for smartphones og pesticider og for andre økonomiske sektorer, der anses for at være sårbare over for krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder.
– I Danmark har vi i mange år gjort en stor indsats for at bekæmpe handel med kopivarer, ikke mindst i kraft af vores tværministerielle netværk på området. Blandt andet af den grund er vi i Danmark mindre berørt af denne her problematik end mange andre lande, og det skal vi jo være glade for, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
– Men når det så er sagt, så er handel med kopivarer stadig et stort problem, som i Danmark koster virksomhederne mere end 4,5 milliarder kroner i tabt omsætning, og som hvert år koster os over 4.000 tabte arbejdspladser. Kopivarer i dag rækker jo langt ud over forfalskede luksusure og tasker. Det drejer sig om alt fra medicin til reservedele, og særligt når man handler på internettet, kan det være svært altid at gennemskue, om man køber kopivarer. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har fokus på at bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering.
EUIPO
EUIPO er et decentraliseret EU-agentur baseret i Alicante, Spanien. Agenturet står for registrering af EU-varemærker (EUTM) og registrerede EF-design (RCD), som sikrer beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i alle EU’s 28 medlemsstater. Det samarbejder også med de nationale og regionale IP-kontorer i EU. Indtil den 23. marts 2016 var EUIPO kendt under navnet Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM).
Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder blev oprettet i 2009 for at støtte beskyttelsen og håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og bidrage til at bekæmpe den stigende trussel om krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i Europa. Centret blev overdraget til EUIPO den 5. juni ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 386/2012.