Finder man plastaffald i den danske natur, kommer det sandsynligvis fra Stimorol, Prince, Kinder, Tuborg og på en delt femteplads Haribo og McDonalds.
For første gang er der nemlig blevet gennemført et producent tjek (Brand Audit) i Danmark af, hvilke mærker, der er de største plastikforurenere – eller rettere emballagen fra dem.
For det er naturligvis hverken Stimorol, Kinder eller Haribo, der går rundt og smider emballage i naturen – det er os forbrugere
Undersøgelsen blev gennemført af Plastic Change til årets World Cleanup dag den. 19 september, og blev udført af 120 frivillige på 18 steder i landet. Resultaterne, der offentliggøres i en ny rapport, afslører ikke alene hvilke produkter, der forurener mest i den danske natur. For første gang afsløres også, hvilke mærker og producenter, der står bag de plastikforurenende produkter. De danske data på plastikforurenende mærker bidrager til det globale datasæt af top plastikforurenere, der er udført i 55 lande på seks kontinenter.
Indsamlingen af plastikaffaldet, der er gennemført 18 forskellige steder i Danmark er fordelt på tre forskellige miljøer: “By”, “Sø og kanal i by” samt “Kyst”. Af det indsamlede plastikaffald kan ca. 15 procent identificeres med et varemærke og en producent. Heraf udgør slikpapir, cigaretemballage og snackpapir over 50 procent af affaldet og er fundet i alle miljøer.
Formålet med producenttjek er ikke at hænge producenterne ud og pege fingre. Formålet er først og fremmest at indsamle viden som kan sikre at kommende lovgivning og nye løsninger rammer rigtigt og rent faktisk løser problemet med affald i naturen, siger Anne Aittomaki strategisk direktør i Plastic Change.
Den nye viden om hvem, der har ansvaret for at producere de plastikprodukter, der er fundet i den danske natur, vil spille ind i de kommende politiske forhandlinger, om producenternes ansvar for plastikforurening i naturen.
Kilde: Plastic Change