Måske er det ikke alle, der har hørt om deepfake-teknologien. Det retter Patent- og Varemærkestyrelsen op på med en ganske imponerende video, hvor man har deepfaket, eller kopieret, den kendte investor Mia Wagner.
Kampagnen skal være en øjenåbner for, at vi i dag lever i en verden, hvor alt kan kopieres – og at det allerede har konsekvenser for danske arbejdspladser.
Alligevel beskytter alt for få virksomheder deres forretning med rettigheder. Ifølge en ny analyse, udarbejdet for Patent- og Varemærkestyrelsen, bruger kun 12 procent af danske iværksættere og små virksomheder immaterielle rettigheder, og det kan få negative konsekvenser.
Coronakrisen har for alvor presset virksomheder til at tænke nyt. Men det kan vise sig at være skønne spildte kræfter, fordi mange ikke er bevidste om, at vi lever i en verden, hvor alt kan kopieres. Med kampagnen forsøger vi at vise, hvor let det er at blive snydt af en kopi, og det skal gerne være en øjenåbner for mange iværksættere og små virksomheder. De beskytter nemlig ikke deres forretning med rettigheder, som store virksomheder gør. Det kan meget vel koste værdifuld omsætning, omdømme og dermed medarbejdere, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Kopivarer har ikke alene konsekvenser for den enkelte virksomhed, men også for samfundet. Tal fra den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, viser, at 11 forskellige sektorer årligt mister 4,2 procent af det direkte salg i Danmark på grund af kopivarer. Det svarer til 6,17 milliarder kroner i tabt salg for virksomhederne og knap 4000 tabte arbejdspladser i Danmark.
Kilde: Patent- og Varemærkestyrelsen