Ifølge en helt ny opgørelse fra organisationen APEAL (the Association of European Producers of Steel for Packaging) ligger Danmark i den lidt tunge ende af skalaen, når det gælder genbrug af fx konservesdåser.
I gennemsnit bliver 79,5 pct. af stålemballagen genbrugt i hele Europa. Med 71,9 er vi med andre ord med til at trække gennemsnittet ned og ligger da også en god bid fra duksene, der tæller Holland (95,2), Belgien (95) og Tyskland (90,8). Også vores nordiske broderfolk ligger alle bedre til. Norge og Sverige ligger begge på 84,1 og dermed en delt 6. plads i europæisk sammenhæng. Finland er på 76,9 pct. Også bl.a. Litauen (74,9) og Rumænien (72,6) har bedre styr på genbrug af stålet, mens det står ganske slemt til i Kroatien, der er den absolutte bundskraber med små 16 pct.
– Genbrug af stål stiger ganske hurtigt overalt i Europa som følge af en mere fokuseret indsats. Det er Europas mest genbrugte materiale og viser, at det har gode egenskaber inden for en cirkulær økonomi, lyder det fra Stefan Landesz, nordisk chef hos Tata Steel, i en udtalelse.
APEAL er et samarbejde mellem de fire største producenter af stålemballager, ArcelorMittal, Tata Steel Packaging, thyssenKrupp Packaging Steel, U.S. Steel Košice. Til sammen producerer de fire 95 pct. af Europas stålemballageproduktion.