Som led i Coops nye emballagestrategi skifter Coop dåserne i deres egne varemærker, Änglamark og Coop, ud med såkaldte bricks, der primært består af fibre (pap/papir).
De første varer er allerede i butikkerne nu. Og i løbet af de kommende 12 måneder vil de fleste emballager være skiftet ud til de nye, langt mere bæredygtige udgaver.
– Med et årligt salg på mere end 12 millioner dåser vil det formentlig være det emballageskifte i dansk dagligvarehandel, der har størst betydning for miljøet i mange år, siger CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese.
Den store miljømæssige fordel er, at man skifter fossile materialer, der ikke er fornybare, ud med fibre, der let fornys.
Dertil kommer, at der er betydelige klimamæssige besparelser, når varerne skal distribueres fra emballageproducent til fødevareproducent, fra producent til lagre og fra lagre til butikker. For den firkantede form gør, at de kan pakkes langt mere effektivt, og man transporterer mindre ”luft” mellem varerne. Endelig er varerne også lettere, som igen er til fordel for klimaet.
Den eneste ulempe ved bricks er, at de trods et stort potentiale i øjeblikket ikke bliver genanvendt alle steder i Danmark. Coop ønsker, at det kommer til at ske, som det allerede gør i vores nabolande, fx Sverige og Tyskland.