Selv om det er os voksne, som kan bestemme, hvilken verden børnene arver, så er det vigtigt, at de små poder ved noget om klima, CØ og alt det andet, som vi gerne skulle være kloge på. Derfor har Dansk Retursystem startet klimakonkurrencen ”Årets Panthelte” for 0.-4.-klasser landet over. Konkurrencen gik i gang den 24. oktober og løber frem til den 21. november.
Børnene skal lære om klima og genanvendelse og konkurrere om at samle flest tomme dåser og flasker. Dansk Retursystem, som står bag konkurrencen, oplever stigende interesse for klimaet blandt børn og unge og har de seneste år skruet op for deres aktiviteter rettet mod målgruppen.
Klasserne konkurrerer samtidig om at samle flest tomme flasker og dåser i håb om at vinde titlen som ”Årets Panthelte”. Førstepræmien består desuden af 2.000 kroner til klassekassen, som bliver overrakt af tv-vært Joakim Ingversen.
– Vi oplever i den grad, at børn og unge interesserer sig for klimaet. De vil gerne lære om råstoffer, global opvarmning og genanvendelse. Og de vil gerne gøre en forskel. Ud over at bidrage med viden i form af bl.a. vores undervisningsmaterialer kan vi fortælle dem, at de allerede gør en forskel, når de afleverer deres tomme flasker og dåser i flaskeautomaten. For i Danmark har vi med pantsystemet et system, som sikrer den bedst mulige genanvendelse af råstoffer, og som desuden sparer klimaet for CO2, fortæller Hanne Luke, kommunikationsdirektør i Dansk Retursystem.
Da 2.a fra Nors i Nordjylland sidste år vandt titlen som ”Årets Panthelte”, var det med hjemmelavet dåsefabrik i skolegården og hjælp fra lokalmiljøet. Det var andet år i træk, at klassen deltog, og ifølge klasselærer Mette Pedersen var det bl.a., fordi konkurrencen styrkede klassesammenholdet, samtidig med at hendes elever fik ny viden og nye vaner. Klassen var faktisk så optaget af emnet og konkurrencen, at de brugte deres frikvarterer på at tælle flasker og dåser op.