300 procent. Så meget har det engelske e-handelsfirma Roar Ambition øget salget af proteinpulveret ”4 Gauge”, efter det blev lanceret i en noget utraditionel emballage – en patron til et haglgevær. Eller en plastemballage, der ligner.
Det er måske meget passende, at den nye emballage endte med det udseende, for ”gauge” er det engelske ord for kaliber – også et våbenudtryk.
Plastpatronen er fremstillet af HDPE og PP, og man kommer ind til pulveret ved at skrue tændhætten af. Brugerne er derefter klar til at følge de slogans, som hænger med produktet, bl.a. ”Load Up Your Guns” og ”When You Need More Ammo to Kill Those Weights!”.
Målgruppen til ”4 Gauge” skal findes i den yngre generation og hos fitness-entusiaster, og her er det en klar fordel at skille sig ud. Det må man sige, det har gjort. En standardemballage til lignende produkter er ofte bare poser eller bægre.