Schur er på vej med en kartonske, der skal erstatte plastskeer i lågene på yoghurtbægre. Dermed er Schur klar med en løsning, når EU-direktivet, der forbyder plastskeer i top cups, træder i kraft i 2021. Det er en ny specialdesignet ske af naturlige kartonfibre, der skal gøre det lettere for forbrugerne at undgå at bruge unødvendig plastik.
Schur Spoon, som skeen er døbt, er udviklet i samarbejde mellem Schur Pack Denmark og Schur Technology. Sidstnævnte er lige nu i gang med at udvikle den maskine, der skal folde skeerne, så de bliver leveret foldet og klar til brug ude hos kunderne.
– Arbejdet med at fremstille den specialbyggede maskine, der skal folde skeerne, er godt i gang i et tæt samarbejde mellem ingeniørerne, designerne og kunderne, udtaler Hans Christian Schur, der er administrerende direktør i Schur Pack Denmark a/s.
Konceptet og løsningen er allerede på plads, og lige nu arbejder virksomheden på at finpudse designet af Schur Spoon. Det foregår i tæt samarbejde med kunder for at sikre, at løsningen er optimal at håndtere i praksis.
Der er indgivet patentansøgning på løsningen.