En af verdens allerstørste e-handelsvirksomheder, amerikanske Amazon, har taget et, i disse tider, noget utraditionelt skridt. Koncernen har valgt at droppe de velkendte kartonemballager til fordel for lettere, plastbaserede emballager.
Bag beslutningen står et ønske om at nedsætte forbruget af energi, anvende færre naturressourcer ved emballageproduktionen og opnå et mindre udslip af CO2. Det vil også være slut med at se de velkendte stive karton-kuverter. I stedet vil virksomheden udvikle en ny type kuvert, der består af en blanding af papir og PE-laminat. Hele kuverten kan genanvendes som papir.
Amazon er den suverænt største virksomhed inden for e-handel på det amerikanske marked. De sidder på 49 pct. og omsatte i 2018 for 250 mia. dollars.
Derfor vil beslutningen sandsynligvis også have en vis indvirkning på andre spillere i branchen.
– Få andre virksomheder har så stor en indflydelse på deres egen branche, og deres beslutninger kan påvirke både emballagemarkedet og dermed efterspørgslen. Det kan ende med at blive en trend blandt e-handelsvirksomheder, siger Brendan Connell-French fra markeds- og analysevirksomheden Wood Mackenzie Chemicals.