For tredje gang var det genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S, der kunne løbe med årets Plastpris.
Baggrunden for, at Franz Cuculiza, adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S, sammen med virksomhedens forretningsudvikling & marketingchef, Gitte Buk Larsen, atter kunne løfte trofæet ligger i, at det er lykkedes for virksomheden at få knækket koden til genanvendelse af borgernes plastaffald.
Aage Vestergaard Larsen A/S spiller en stor rolle, når det handler om at øge plastgenanvendelsen i Danmark. De seneste par år har virksomheden på dygtigste vis lagt meget energi i at knække udfordringen med at genanvende husholdningsplast. Hvis Danmark skal gå fra at være en forbrændingsnation til en genanvendelsesnation, så er det vigtigt med virksomheder som Aage Vestergaard Larsen A/S til at understøtte udviklingen, lød det fra Plastindustriens bestyrelsesformand, Søren Ulstrup.
Franz Cuculiza, adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S, modtog prisen på vegne af virksomheden, og han sendte hurtigt en tak videre til både branchen og virksomhedens medarbejdere.
At modtage Plastprisen 2021 er en stor oplevelse og ære specielt fordi, at den endelige jury består af vores kollegaer i branchen – nemlig Plastindustriens medlemmer. Vi er meget opmærksom på at fundamentet for Plastprisen 2021 er vores 60 erfarne og dedikerede medarbejdere. Det vil vi selvfølgelig huske på.
Han blev suppleret af Gitte Buk Larsen, der forretningsudvikling & marketingchef samt medejer af virksomheden:
Jeg er selvfølgelig stolt og rørt over, at vi bliver belønnet for vores innovative tilgang til konstant at udvikle nye løsninger til at forbedre genanvendelsen af plast, men måske endnu mere, at vi får credit for vores strategi om at have en åben virksomhed og altid fortælle den gode historie om plasten – for det har den fortjent.
Ud over branchens hæder og påskønnelse modtog Aage Vestergaard Larsen A/S en statuette af kunstneren Markan Christensen og en check på 50.000 kroner.
Kilde: Plastindustrien