Det er strømmet ind med plastlåg fra Arlas mælkekartoner det seneste år. Næsten 3.300 låg er blevet returneret – hver eneste dag. Det bliver til 1,2 mio. på et år, og det er en helt vild rekord i forhold til tidligere. Faktisk er det mere end dobbelt op i forhold til 2016, hvor 483.000 låg blev indsamlet rundt omkring i landets 18 Bilka-hypermarkeder.
Derfor var ambitionen sat til en halv million låg, men det mål var nået allerede efter fire måneder, så alle var klar over, at rekorden lå og ventede.
– Vi havde ikke drømt om, at vi i år skulle modtage over én million plastiklåg. Vi er rigtig glade for, at danskerne har fået øjnene op for Bilka som et sted, hvor man både kan købe ind, men også komme af med noget af sit affald igen, siger marketingchef i Bilka, Alice Monberg.
Også i Arla er man meget begejstret.
– Vi har fokus på at reducere spild og genbruge plasten fra vores emballage. Vores plastiklåg er lavet af bioplast og kan genbruges til fx fremstilling af vores grønne mælkekasser. Men det kræver, at forbrugerne returnerer plastiklågene, så plasten ikke ender på forbrændingen, lyder det fra Jakob Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.
De sidste roser kommer fra Lone Gudiksen Møller fra Danmarks Naturfredningsforening.
– Det er godt at se, at så mange danskere har fået øjnene op for, hvordan de kan gøre noget godt for miljøet. Derudover er det positivt, at virksomheder også tager sin del af ansvaret og søsætter initiativer, der leder danskerne i den rigtige retning.
Bilka i Kolding, Tilst, Skalborg, Viborg og Odense er de hypermarkeder, der har modtaget flest plastiklåg i 2017.