Selv om mange virksomheder via en række forskellige tiltag forsøger at skille deres ægte vare fra kopi-modellerne, så stiger handlen med kopivarer. I en ny rapport estimerer OECD og det europæiske varemærkekontor, EUIPO, at handlen med ulovlige kopivarer er steget fra 2,5 pct. til at udgøre op til 3,3 pct. af verdenshandlen svarende til omkring 3.346 mia. kr.
Og helt slemt ser det ud for det europæiske marked. Her lyder estimatet, at importen til EU af kopivarer er steget eksplosivt fra 5 pct. til at udgøre op til 6,8 pct.
– Det er en voldsom stigning i handlen med kopivarer og tal, som gør indtryk. Ulovlige kopivarer er skadelige for samfundet, for virksomheder og ikke mindst for de danske forbrugere, der udsættes for sundhedsskadelige- og sikkerhedsmæssige risici, siger Barbara Suhr Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, der koordinerer samarbejdet i Danmark mellem 12 myndigheder om bekæmpelse af kopivarer.
Hvor det engang mest var luksusprodukter, der blev forfalsket, så er det i dag nærmest alle typer af varer. På det private marked kan det fx være sko, legetøj, kosmetik, medicin, mad og drikkevarer, men virksomheder kan også opleve, at deres underleverandører har kopivarer med i porteføljen. Ifølge rapporten eksporteres størstedelen fra Kina, Hong Kong, De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet og Singapore.
For at hjælpe både private og virksomheder en smule på vej i den voksende kopijungle kan man få gode råd på hjemmesiden: jegvælgerægte.dk