Nu kan englænderne kigge langt efter glitter på deres pakker – i hvert fald hvis indpakningspapiret er købt i Aldi og glitteret baseret på plast. Aldi UK har besluttet at fjerne papir med plastglitter på, medmindre det er bionedbrydeligt. Og det stopper ikke her. Det ikke-nedbrydelige glitter vil også være væk fra al julestads som julekort, knallerter, og hvad man ellers kunne tænke sig, var udstyret med glitter. Ændringen sker fra 2020.
Men det betyder ikke, at englænderne kan se frem til en fuldstændig glitterløs jul. Der er nemlig hjælp at hente, for den store kæde Marks & Spencer er allerede i gang. Her anvender man bionedbrydeligt glitter fra virksomheden Deco Bioglitter, og flere varianter er på vej.
Cosmetic Bioglitter PURE fra Ronald Britton er ifølge virksomheden selv det første bionedbrydelige glitter, der er blevet verificeret som værende fri for mikroplast af EU, og tyske TÜV har givet dem stemplet OK Biodegradable WATER.
Frem for at anvende forskellige former for plastvarianter til glitteret er basis for Ronald Brittons bioglitter cellulose.